Den amerikanske NATO-chef siger nu undskyld til Afghanistan, efter det er kommet frem, at amerikanske soldater har brændt eksemplarer af koranen af.
"Da vi hørte om disse handlinger, greb vi øjeblikkeligt ind og stoppede dem," siger general John R Allen til BBC og fortsætter:
"Vi undersøger denne hændelse grundigt og sætter tiltag i gang for at sikre, at det aldrig sker igen. Jeg forsikrer jer... Jeg lover jer... Dette var ikke på nogen måde en bevidst handling."
Han undskylder dybt over for såvel den afghanske præsident som landets regering og befolkning.
Beklagelsen kommer, efter at rapporterne om afbrændingen af muslimernes hellige bog førte til protester ved flybasen i Bagram i Afghanistan.
I april sidste år førte det til massive afghanske demonstrationer, da nogle amerikanere satte ild til koranen i USA. En person blev dræbt og 18 såret under protesterne.
Kilde: BBC.