Nato slår igen i Kabul

I Kabul har Nato taget kampen op mod de Taleban-krigere, der i timevis har angrebet ambassadekvarteret i byen.
Taleban kæmper mod Nato i Kabul.
Taleban kæmper mod Nato i Kabul. Foto: AP/Rafiq Maqboo / POLFOTO

Nato ligger nu i kamp mod de Taleban-krigere, der i flere timer har været i gang med et storstilet angreb i Kabul.

En del af angrebet er rettet mod Natos afghanske hovedkvarter, og Nato er nu i gang med et modangreb.

"De afghanske nationale sikkerhedsstyrker og koalitionsstyrker responderede med det samme på angrebet og er stadig på scenen. Koalitionsstyrkene bidrager med støtte fra luften," skriver Isaf i en pressemeddelelse.

Indtil videre har Isaf ikke lidt tab under kampene.

Flere internationale medier siger, at to mennesker er døde og mindst fire sårede under Talebans angreb på byen.

Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen mener, at angrebet er et forsøg på at besværliggøre overgangen mellem det internationale styre og den nye afghanske regering.

"Vi følger hændelserne tæt. Vi er tror på de afghanske myndigheders evner til at håndtere denne situation. Vi ser her, at Taleban forsøger at teste overgangen, men de kan ikke stoppe det. Overgang er på vej, og det vil fortsætte," siger Fogh Rasmussen ifølge Reuters.

Angrebet i Kabul er koordineret og bliver både udført med selvmordsbomber, raketter og våben.

Angiveligt kæmper Nato nu med, hvad der beskrives som en mindre gruppe talebanere med skydevåben og små raketter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.