Hvad skal Nato's næste træk i Libyen være? Det mødes udenrigsministrene i dag i Berlin for at beslutte.
Storbritannien og Frankrig, som sammen med USA har stået i spidsen for den militære aktion i Libyen, ønsker, at presset på Muammar Gaddafi skal øges.
De to store europæiske lande vil have flere medlemmer til at tage del i aktionen. Blandt andet opfordrer de Italien og Spanien til at gå med i bomningerne af Gaddafis styrker - bombninger som englænderne og franskmændene vil have intensiveret.
USA fastholder, at koalitionen skal holde de civiles sikkerhed for øje. Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, benytter samtidig lejligheden til at fordømme Gaddafis fortsatte angreb mod civile.
På spørgsmålet om hvorvidt Nato skal bevæbne oprørerne, forholder Nato sig fortsat passiv.
En talsmand fra den franske regering siger ifølge BBC, at man ikke aktivt ønsker at bevæbne, "men det betyder ikke, at man ikke sympatiserer med dem, der gør."
Qatar og libanesiske Hizbollah er tidligere blevet sat i forbindelse med våbenleverancer til og militærtræning af oprørerne.
Samtidig med mødet i Berlin mødes Den Afrikanske Union og Den Islamiske Konference i Cairo, hvor også FN's generalsekretær Ban Ki-moon deltager.
Kilde: BBC, Reuters