Det ugentlige Nato-møde gav intet svar på, om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver organisationens næste generalsekretær.
Flere kommentatorer og politikere havde ellers spået, at Natos ambassadører i dag ville sætte navn på, hvem der skal afløse den nuværende generalsekretær, hollænderen Jaap de Hoop Scheffer.
Den danske statsminister er stadig storfavorit til posten til trods for, at Tyrkiet har sået tvivl om Foghs kvalifikationer.
Hvis jobbet alligevel skulle glippe for statsministeren, vil han under alle omstændigheder forlade dansk politik. Det vurderer Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.
"Hvis Anders Fogh Rasmussen ikke bliver generalsekretær for Nato, tror jeg, han trækker sig af andre grunde inden længe, så Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister," siger han til Politiken.dk.