Talibans hvide flag vejrer i dag over regeringsbygningen i byen Musa Qala i det sydlige Afghanistan. Bygninger, der tidligere blev kontrolleret af danske og britiske soldater. Nu planlægger NATO og den afghanske regeringshær at generobre byen, skriver AFP.
»Vi arbejder på en plan. Det bliver et alvorligt angreb i den nærmeste fremtid,« siger en talsmand fra det afghanske inderigsministerium, Zemarai Bashary, til bureauet.
De danske tropper trak sig ud af Musa Qala i august efter voldsomme kampe mod Taliban. Derefter indgik de britiske tropper en aftale med ældrerådet i byen, som selv ønskede at overtage forsvaret af Musa Qala. Forsvaret faldt dog sammen, da Taliban angreb byen i sidste uge, overvandt det lokale politi og tilbageholdt flere medlemmer af ældrerådet.
NATO kan endnu ikke sige præcis, hvor meget kontrol Taliban har i byen og omegn, men NATO-styrkernes talsmand, oberst Thomas Collins, siger til AFP, at der er »indikationer på, at de forskanser sig i distriktets centrum«.
NATO har meldt sig klar til at hjælpe den afghanske regering med at generobre Musa Qala, når regeringen beslutter det.
»Taliban har tidligere overtaget distriktscentre og holdt dem i timer eller dage. Men i sidste ende bliver de smidt ud,« siger Thomas Collins til AFP.