Nato: Flyangreb dræbte op til 60 talibanere

Natofly har under et angreb i det østlige Afghanistan dræbt mellem 40 og 60 militante Talibanoprørere.

Et sted mellem 40 og 60 Talibanfolk blev tidligere lørdag dræbt i Kunar provinsen i det østlige Afghanistan under en Natoangreb. Det siger en talsmand for alliancen.

Flyangrebet blev gennemført efter aftale med afghanske hærenheder og skete, efter at Nato-soldater opdagede en større gruppe oprørere i et afsidesliggende område kaldet Chapa Dara.

- Der er ingen tab af civile liv, siger en Nato-talsmand.

Najibullah Gujar, politichef i regionen, fortæller at de militante oprørere havde samlet sig for at gennemføre en offentlig henrettelse af en mand, der stod anklaget for et drab på en anden mand fredag.

Antallet af dræbte Talibanere er dog uklart.

Zabiullah Mudjahid, talsmand fro Taliban bekræfter Natos angreb, men siger, at kun 13 "hellige krigere" blev dræbt.

Vicepolitichef Daud Zorba i Kunar siger, at flere end 30 omkom, og at oprørerne havde planer om at tage kontrol med området Chapa Dara.

Øjenvidner i Chapa Dara fortæller, at af de cirka 80 oprørere, der deltog i aktionen, og som blev angrebet, overlevede kun 15. De øvrige cirka 65 lig er ifølge øjenvidnerne blevet brændt.

Offentlige henrettelser af påståede drabsmænd lovovertrædere skete jævnligt i Afghanistan, da Taliban regerede landet fra 1996 og frem til 2001, hvor de blev tvunget fra magten af USA.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.