En amerikansk Nato-soldat kom ved en fejl til at skyde og dræbe en BBC-journalist i Afghanistan i sommer.
Nato-styrken Isaf indrømmer nu, at 25-årige Ahmed Omed Khpulwak blev skudt under et angreb, hvor 19 mennesker blev dræbt i byen Tarin Kowt i den sydlige Uruzgan-provins.
"Ahmed Omeds død understreger de store farer, som journalister arbejder under for at viderebringe vigtige nyheder fra hele verdenen," siger direktør for BBC Global News, Peter Horrocks.
Da Ahmed Omed Khpulwak blev skudt var soldater fra Isaf-styrken i gang med at sikre en bygning, efter to selvmordsbombere havde udløst deres sprængladninger.
Soldaterne opdagede pludselig journalisten, der havde noget i hænderne, som de ikke kunne identificere på stedet.
"På grund af hændelserne i de foregående minutter, betragtede soldaterne personen som en mulig selvmordsbomber, der ville udløse sin sprængladning," hedder det i Natos rapport ifølge BBC.
Kilde: BBC