Skyderierne og bandekrigen skal stoppes, og det har fået overborgmester Ritt Bjerregaard til at foreslå kørselsforbud i visse københavnske gader i nattetimerne omkring weekenden. Et forslag, politiet ikke står fuldstændig afvisende overfor.
"Jeg vil ikke afvise, at det kan lade sig gøre, men det må vi undersøge og overveje," lyder det således fra politidirektør Hanne Bech Hansen.
Ritt Bjerregaard har helt konkret foreslået at udvide antallet af de såkaldte 'no cruising zones', så de også omfatter området omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Lige nu er det kun Vestergade og Nørregade, der er lukket for bilkørsel torsdag, fredag og lørdag nat.
Hanne Bech Hansen frygter dog, at et udvidet kørselsforbud blot vil flytte problemerne til andre områder, og allerhelst vil hun have flere politifolk på gaden.
"Og det får vi også nu. Samtidig prøver vi nu også med en omorganisering, så vi får mere synligt politi og flere folk, som skal koncentrere sig om bandekriminaliteten," siger politidirektøren til Politiken.