Det er ikke længere muligt at blande sig i debatten på Nationalpark Mols Bjerges facebookside.
Nationalparken har valgt at lukke ned for sit kommentarspor i en periode, skriver TV2 Østjylland.
- Det har vi, fordi vi simpelthen har fået nok. Det handler om at sætte foden ned og sige stop, forklarer nationalparkchef Birgitte Lamp til TV2 Østjylland.
Hun fremhæver to konkrete eksempler fra den seneste uge, hvor nationalparken har delt to nyheder om henholdsvis en frivilligpris og nye solcelledrevne terrænkørestole på Facebook, som har været prikken over i'et.
- Det føg om sig med beskyldninger og nedsættende bemærkninger, og det kan og vil vi ikke leve med og finde os i. Vi bliver jo en blanding af kede af det og vrede. Det er beskæmmende for vores debatniveau, at nogle vælger at bruge sådan et sprog, uddyber chefen.
Brugerne kan efter hendes udsagn få alle debatter og historier til handle om dyremishandling, og parkens eget forsøg på at moderere tonen og debatten har ikke været succesfuld.
Birgitte Lamp peger på, at der er nogle, som forsøger at overtage dagsordenen uanset hvad. Det tiltrækker personer med den modsatte holdning.
- Debatniveauet bliver dårligt, og det fyger omkring sig med halve sandheder. Det vil vi ikke lægge navn og spalteplads til, siger Birgitte Lamp.
- Tingene bliver blandet sammen i en pærevælling. Det synes jeg, vi skal holde os for gode til.
Derfor tager nationalparken altså en tiltrængt pause fra det sociale medies kommentarspor.
- Det handler om at sætte foden ned og sige stop, siger nationalparkchefen, der ikke vil spå om, hvor lang pausen bliver.
Men skal der ikke være plads til debat?
- Jeg tænker, at det er fantastisk, at vi har ytringsfrihed. Men jeg tænker også, at den kommer med et ansvar. Der er både juridiske og etiske overvejelser. Man skal jo være mod andre, som man gerne vil have, de er mod en selv, siger Birgitte Lamp.
Hun mener, at det er et demokratisk problem, når debatten stikker af i en sådan grad, at andre ikke tør blande sig i den, mere end at man ikke kan blande sig i den.
Derfor tager man nu dette standpunkt uden at holde med nogen.
- Vi tager afstand fra niveauet og tonen. Jeg synes ikke, vi er specielt sarte, og vi skal selvfølgelig kunne tåle nogle ting, men vi kan ikke se stiltiende til over for det hele.
Beslutningen har været undervejs et stykke tid og er altså nu kulmineret efter de førnævnte episoder.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.