Ons Jabeur håber, at hun lørdag kan skrive historie ved at blive den første afrikanske eller arabiske kvinde til at vinde en grand slam-titel i en soloturnering.
Den 28-årige tuneser møder tjekkiske Marketa Vondrousova i, hvad der bliver Ons Jabeurs tredje forsøg på at gå over i historiebøgerne.
Sidste år tabte hun finalen i Wimbledon til Elena Rybakina og finalen i US Open til Iga Swiatek.
Men Ons Jabeur fortsætter med at klø på trods svære perioder efter en række skader for verdensranglistens nummer seks, der er blevet en national helt i hjemlandet.
Hun havde en svær vej til finalen med modstandere som netop Elena Rybakina og Petra Kvitova. Men lørdag er hun favorit mod useedede Marketa Vondrousova.
Ons Jabeur blev født i 1994 i byen Ksar Hellal som den yngste af et søskendepar på fire.
Hun begyndte karrieren som treårig på tennisbaner, der tilhørte et hotel i turistbyen Hammam Sousse.
Som tiårig fortalte hun sin mor, at hun ville "drikke kaffe ved Roland Garros" - French Open - ifølge hendes første træner, Nabil Mlika.
- Og det gjorde hun. Det er magisk, fortæller han nyhedsbureauet AFP.
Som 12-årig blev hun en del af sportsakademiet i hovedstaden Tunis. Få år efter - under det tunesiske oprør som led i det Arabiske Forår - vandt hun som 16-årig Roland Garros' juniorturnering.
Efter at hun i 2020 blev den første spiller fra den arabiske verden til at nå kvartfinalen i Australian Open, bliver hun set som den, der har vækket interessen for tennissporten i det ellers fodboldgale hjemland.
I dag har Wimbledon en separat, arabisksproget Facebookside, hvor man kan læse citater fra Ons Jabeur samt digte om grønne landområder i Tunesien.
Pigen, der engang blev tildelt kælenavnet "Federer" efter sin rollemodels kærlighed for dropshots og baghåndsslag, har nu chancen for som kvinde at udleve barndommens allerstørste drømme.
- Jeg kommer til at gå ind i det fuldt ud, og forhåbentligt kommer det til at give pote denne gang, sagde hun efter semifinalen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP