Boligmarkedet risikerer at gå endnu mere i stå. På Finansrådets årsmøde foreslog nationalbankdirektør Nils Bernstein nemlig, at boligejernes mulighed for at låne penge i egen bolig skal sættes ned. I fremtiden bør boligejerne kun kunne belåne 70 procent af huset eller lejlighedens værdi mod 80 procent i dag, mener Bernstein.
Hans forslag kommer som en reaktion på, at pengeinstitutterne snart får de samme muligheder for at give huslån via obligationer, som realkreditinstitutterne har i dag.
»Det kan vi tilslutte os, da vi samtidig foreslår, at lånegrænsen for boliglån nedsættes til 70 procent af boligens værdi. Hermed bliver det også lettere for institutterne at overholde det løbende krav om, at et lån baseret på særligt dækkede obligationer aldrig må overstige 80 procent af pantets værdi i hele lånets løbetid,« siger Nils Bernstein.
Selv om husprisernes vækst er bremset, fortsætter prisudviklingen i et svagere stigende tempo. Den lave rente er en af de vigtige faktorer. Samtidig er husejerne blevet mere følsomme overfor den kortsigede renteudvikling, fordi under halvdelen af samtlige lån ? 40 procent ? i dag er i fast rente mod 80 procent i 1998.