Den 3. august skulle Danmarks reggae-dronning nummer et have spillet op til fest i Tivoli. Men en trafikulykke på Jamaica satte en brat stopper for de planer og for Natasjas liv.
Fans af Natasja har dog stadig mulighed for at hylde den danske kunstner. Hendes band The Ragga Pack vil nemlig afholde den planlagte koncert til minde om Natasja. Det skriver bt.dk.
Med til mindekoncerten vil komme en masse gæstesolister, men det er endnu for tidligt at sætte navne på, hvem de bliver.
-
Bandet vil gerne vente med at offentliggøre navnene, indtil der er
kommet ro på, og Natasja er blevet begravet, fortæller Simon Verheij
fra Tivoli kommunikation til bt.dk.
Fra Tivolis side er man glade for, at bandet har valgt at gennemføre koncerten:
-
Vi er alle meget berørte over den frygtelig ulykke, og derfor glæder
det os, at The Ragga Pack har besluttet sig for at spille herinde. Vi
er overbeviste om, at det ville have været i Natasjas ånd og samtidig
giver det alle hendes venner og fans en mulighed for at samles om en
smuk aften til minde om hende, lyder det fra Tivolis musikchef Nikolaj
Koppel til bt.dk.
Koncerten med The Ragga Pack minus Natasja bliver den 3. august kl. 20 i Pantomimeteatret i Tivoli.