Manchester Citys franske stjerne Samir Nasri udelukkes fra den franske landsholdstrup i de kommende tre landskampe som en konsekvens af hans opførsel ved sommerens fodbold-EM.
Det har det franske fodboldforbund (FFF) besluttet efter tidligere fredag at have afhørt spilleren, som tavst forlod afhøringen.
Også Paris Saint-Germains Jeremy Menez idømmes en kampdags karantæne, mens Hatem Ben Arfa og Yann M'Vila begge slipper med en advarsel fra forbundet.
Klart størst fokus har der da også været på Samir Nasri, der efter Frankrigs EM-exit til Spanien verbalt fornærmede en fransk journalist.
Den tidligere Arsenal-spiller nægtede efter 0-2-nederlaget at svare på journalistens spørgsmål og tilføjede derefter, at "pressen altid forsøgte at finde noget lort at skrive om".
Da journalisten sagde, at Nasri skulle skride, hvis han alligevel ikke havde noget at sige, kaldte City-spilleren journalisten for en række skældsord, heriblandt "son of a bitch", som på dansk bedst forstås som "røvhul" eller "skiderik", ligesom han råbte "fuck dig".
- Værsgo, nu kan du skrive, at jeg er blevet dårligt opdraget, sagde Nasri derefter, inden han forlod mixed zone-området.
På vejen ud nåede han dog lige at tilføje, at han gerne ville tage en snak med journalisten "mand-til-mand" udenfor.
Også i kampen mod England var den gal med Nasris opførsel, da han på fransk råbte "hold din kæft" til et kamera efter sit udlignende mål.
Råbet var efter sigende henvendt til en journalist, som havde skrevet en kritisk artikel om Nasri.
Jeremy Menez får den ene spilledags karantæne for at have mundhuggedes med både den franske anfører Hugo Lloris og dommeren i kampen mod Spanien.
Ben Arfas forseelse består i, at han højlydt skændtes med daværende landstræner Laurent Blanc efter 0-2-nederlaget til Sverige i gruppespillet, mens Mvila nægtede at give hånd til Laurent Blanc og indskifter Olivier Giroud, da Mvila blev skiftet ud mod Spanien.
/ritzau/