Da Naser Khader, Samuelsen og Seeberg stiftede det nye parti Ny Alliance, var partinavnet omgærdet af respekt. Dansk politik ville aldrig igen blive som før og Ny Alliance var partiet, der sad med nøglen til statsministerboligen.
Men så begyndte det at gå galt. Rigtig galt. Og i dag kan man næsten ikke sige Ny Alliance uden at trække på smilebåndet. Og derfor mener partiformand Naser Khader at det kan vise sig nødvendigt at omdøbe partiet.
Det afslører han i et interview med Jyllands-Posten søndag.
- Vi overvejer det, men har ikke besluttet os endnu. Jeg synes ikke, at der er noget galt med navnet Ny Alliance. Det er stadig et fremragende navn, og jeg ved ikke, om det ender med, at vi ændrer navn, siger Khader til avisen.
Han understreger dog, at et eventuelt navneskifte skal diskuteres med medlemmerne.