Formanden for Liberal Alliance, Naser Khader, har kastet håndklædet i ringen og forlader sit eget parti. Tilbage i Liberal Alliance er blot Anders Samuelsen og Villum Christensen.
Den tidligere radikale Naser Khader bliver nu løsgænger i Folketinget. Han forklarer sit exit fra Liberal Alliance med, at han ikke længere har hjertet med i projektet og har flyttet sig for langt væk fra sit oprindelige politiske projekt.
"Min dagsorden og mine værdier er trådt i baggrunden, mens de liberale værdier er trådt i forgrunden," siger Naser Khader til TV 2 News.
Han ærgrer sig dog ikke over at have stiftet partiet Ny Alliance den 7. maj 2007, men er skuffet over sig selv som leder.
"Jeg ærgrer mig over, at jeg som partileder ikke formåede at holde os på sporet som et midterparti, og at jeg ikke var god nok som leder. Jeg har tabt en hel del på gulvet," lyder det fra Khader.
Tidligere har medstifter af Liberal Alliance Gitte Seeberg, forhenværende generalsekretær i Røde Kors Jørgen Poulsen og Malou Aamund forladt Liberal Alliance, som startede under navnet Ny Alliance.