Den ene er en miniplanet, primært opbygget af støv. Det andet er en kæmpe rumstation, der spillede en central rolle i indtil flere Blockbuster-film i 1970'erne og 1980'erne. Alligevel ligner de hinanden som to dråber vand.
Fans af den legendariske film-trilogi 'Star Wars' glemmer ikke øjeblikket, da Han Solo kom lidt for tæt på en måne, der viste sig at være en kæmpe rumstation, opbygget omkring et planet-ødelæggende våben.
Fans har lige siden 1970'erne diskuteret, hvor meget Dødsstjernen i virkeligheden var inspireret af den lille måne Mimas, der er i kredsløb om Saturn.
Ligheden mellem de to måner er da også slående. Især på grund af det næsten 150 kilometer brede krater, der dominerer planetens udseende.
Nu har Nasa sat alle sejl til for at aftvinge månen med den kendte 'film-stjerne'-fætter dens hemmeligheder.
Nasas rumsonde Cassini blev nemlig forleden sat på overarbejde, da den for første gang fløj tæt forbi Mimas.
Mimas har en høj stjerne blandt astronomerne, da månen dels er grunden til opdelingen af planetens ringe. Dels fordi den er det mindste objekt i rummet, der er fundet indtil videre, som tyngdekraften har været i stand til at gøre rundt.
Nasa har netop offentliggjort midlertidige billeder fra forbiflyvningen, og siger, at de håber, at månen i den kommende tid vil afsløre flere af sine hemmeligheder.