Om tre år kan et historisk kraftigt soludbrud ramme jorden, forudser NASA.
Det vil betyde, at mange af de elektriske systemer på jorden, såsom internet og telefonforbindelser, kan blive afbrudt i månedsvis, skriver Berlingske Tidende.
Soludbrud er kraftige eksplosioner i solens atomsfære, der sender elektromagnetisk stråling ud i rummet. Strålingen rammer jorden som elektromagnetiske pulser, der kan overbelaste elektriske kabler, så strømmen afbrydes.
Soludbruddet kan i værste fald betyde global kaos og en kæmpe regning til genopbygning på én til to billioner dollars svarende til op mod 10.000 milliarder kroner, fastslår en rapport fra det amerikanske National Academy of Sciences.
Effekten kan svare til at sprænge en atombombe højt oppe i jordens atmosfære, der på samme måde sender en kraftig elektromagnetisk puls mod jorden.
Astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Thyco Brahe Planetarium siger dog, at det principielt er umuligt at lave præcise forudsigelser af kraftige soludbrud.
"Det kan sammenlignes med tordenvejr. Man kan godt forudsige, at de kommer, men ikke hvor kraftige de bliver," siger Michael Linden-Vørnle til Berlingske Tidende.
Satellitter holder godt øje med solen og kan advare om udbruddene, før de rammer jorden. På den måde kan man begrænse skaderne ved at tage visse forholdsregler.