Alt skal ses og kortlægges. Det er missionen for Nasa's nye satellit, Wise, der blev opsendt i nat.
Det er dog ikke vores liv på Jorden, som interesserer Nasa - men derimod resten af universet, oplyser rumfartsorganisationen i en pressemeddelelse. Målet for satellitten er nemlig at lave det mest præcise stjernekort over universet nogensinde.
Det er også derfor, Wise ikke tager billeder af det synlige lys, men i stedet af den infrarøde stråling. Det betyder, man kan se ting, der ellers er helt mørke i rummet.
Sonden skal 7.500 gange hver dag tage et billede i fire forskellige frekvensområder. Det er fire nye billeder hvert 11. sekund og betyder at hele himlen vil blive fotograferet mindst én gang i løbet af satellittens levetid.
Håbet er, at Wise-satelitten finder nye galakser og stjerner - og at den kan mindst 100.000 nye asteroider og måske også nye måner og planet.
Det helt store håb er dog, at sonden kan opklare, hvad der ligger i solsystemet omkring os. Forskerne formoder, at der nær solen ligger en hel række 'sol-fusere' - altså stjerner, hvor noget gik galt under dannelsen, så stjernen aldrig kom til at lyse. Forskerne håber, at fuserne kan give os viden om, hvordan vores eget solsystem blev dannet.