Nasa-køretøj lander på Mars mandag morgen

En halsbrækkende landing finder sted på Mars' overflade, når et køretøj på 900 kg når sit mål.

Mandag klokken 07.31 brager den tonstunge Nasa-robot "Curiosity" ned på overfladen af Mars - hvis alt går som planlagt.

Den såkaldte Mars-rover har været på rejse gennem rummet mere end otte måneder. Den skal de næste to år køre rundt på den røde planet og undersøge, om der på et tidspunkt kan have været mulighed for liv.

Forskere fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet er direkte involveret i "Curiosity"s udforskning af vores naboplanet.

Den største udfordring ved missionen er landingen, siger Nasa-ingeniør Tom Rivellini.

- Vi har bogstaveligt talt syv minutter til at komme fra det øverste af Mars-atmosfæren til overfladen, og farten skal ned fra 13.000 miles (omkring 21.000 km) i timen til nul. Hvis bare en eneste ting ikke fungerer ordentligt, er det slut, fortæller Rivellini.

"Curiosity" ("Nysgerrighed") er et avanceret rullende forskningslaboratorium. Det sekshjulede køretøj drives af varmen fra en plutonium-isotop, der henfalder. Prisen er omkring 15 milliarder kroner.

Roveren er udstyret med en robotarm, et bor, 10 videnskabelige instrumenter, heriblandt to videokameraer, en laserstråle til at skære interessante sten fri samt værktøjer til at analysere dem, så der kan sendes data om fund hjem til Jorden.

På Niels Bohr Institutet skal postdoc Kjartan Kinch være med til at analysere de data, "Curiosity" sender hjem. Den danske Mars-gruppes projekt gælder støvet på planetens overflade og de allerfineste partikler i jorden.

- Vi arbejder med et stort videnskabeligt spørgsmål: Hvor vidt udbredt i universet er livet? Findes det kun på Jorden eller også andre steder? På Mars kunne det tænkes, at der har været vilkår, som gjorde, at livet eventuelt kunne opstå, siger Kjartan Kinch.

På Tycho Brahe Planetarium i København følger man landingen direkte på et morgenarrangement.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.