NASA-forskere kan ånde lettet op, for jagten på vand på månen er kommet et skridt nærmere, selvom det seneste forsøg indtil nu, så ud til at mislykkedes. Men den såkaldte Lcross-mission ser alligevel ud til at have leveret varen, da sonden først smadrede et rakettrin og efterfølgende sonden selv mod Månens overflade i jagten på at finde vand.
Formålet med Lcross-missionen var at skabe en sky af materiale, så forskerne kunne slå fast, om der findes is i de skyggefyldte kratere ved polerne. Det så i første omgang ud til at være mislykkedes, men det viser sig, at der alligevel blev hvirvlet støv op. Det bekræfter billeder fra Ames Research Center, der er ansvarlig for missionen.
Billederne er sendt hjem fra rumsonden Lcross, lige inden den smadrede, og de viser tydeligt en sky i Cebeus-krateret, efter at Centaur-rakettrinnet ramte Månen. Skyen anslås at være nået halvanden kilometer op over Månens overflade, skriver ing.dk.
"Vi er helt overvældet af de data, som er sendt hjem. Forskerne arbejder hårdt på at analysere dem, og dataene ser ud til at være af en høj kvalitet," siger Tony Colaprete, der er den ledende forsker på projektet.
I de hjemsendte data var en svag men klart afgrænset sky skabt af Centaur-trinnets nedslag.
"Der er klare tegn på en sky af damp og fint materiale. Det er inden for den model, vi havde forudsagt, men lysstyrken af det materiale, som blev slynget op, er i den lave ende. Dette kan være et bidrag til at forså materialets sammensætning og egenskaber," siger Tony Colaprete.
Dataene tyder på, at krateret, der blev skabt, er 28 meter i diameter.
Hvis forskerne finder betydelige mængder vand, vil det være en afgørende opdagelse, som vil gøre fremtidens månebaser langt nemmere at opbygge og benytte.