I dagevis har NASA s eksperter undersøgt billeder, computer-simulationer og lavet test for at se, hvad der sker, når rumfærgen Endeavour rammer Jordens atmosfære med et hul i skroget.
Ingenting, er konklusionen, og derfor gennemfører man på onsdag landingen som planlagt. Det skriver The New York Times.
Eksperterne hos NASA i Houston er enige om, at hullet ikke udgør en fare for mandskabet.
- Det har vi ment i et par dage, men vi ville have de sidste analyser helt færdige, siger John Shannon, der er formand for Endeavours missionsledelse.
Det har ellers været på tale at sende astronauterne ud på en rumvandring for at reparere hullet.
Hullet sidder i varmeskjoldet på rumfærgens mave . Her slog et stykke isolerings-skum hul i nogle kakler i skjoldet, da rumfærgen lettede.
I 2003 brændte rumfærgen Columbia op, da den ramte Jordens atmosfære.
Også her var varmeskjoldet blevet ramt under afsendingen. Der har derfor været hektisk aktivitet hos NASA s eksperter. Man har lavet tredimensionelle modeller af skaden og udsat en fysisk rekonstruktion af skjoldet for enorme påvirkninger for at se, om det kunne klare nedstigningen.
- Vi melder ikke klar til noget som helst, før vi har data til det, siger John Shannon.
De ansvarlige for missionen holdt et fem timer langt møde, før beslutningen kunne offentliggøres. Den blev så meddelt astronauterne umiddelbart efter.
Den planlagte landing onsdag besværliggøres nu yderligere. En orkan har meldt sin ankomst i området.