16.208 sider uden en guide til, hvordan de skal læses og uden nogle konklusioner.
Den amerikanske rumfartsadministration, NASA, har bøjet sig for presset og frigivet en omstridt rapport om flysikkerheden i USA. En rapport, der har kostet over 50 millioner kroner og som er baseret på interview med over 25.000 piloter.
Resultaterne viser blandt andet 1266 af sager om fly, der har fløjet forbi hinanden inden for 150 meter, og resultaterne skulle ifølge NASA være meget ømtålelige og sikkerhedsrelaterede , og ville kunne påvirke folks tillid og flyselskaberne voldsomt .
Derfor har administrationen tøvet med at offentliggøre den af hensyn til flyselskabernes skrantende økonomi.
Kritiker: NASA fortæller ikke hele sandheden
Nu bøjer NASA sig - på overfladen i hvert fald - for presset, men den netop offentliggjorte rapport er bevidst designet til at forhindre folk i at analysere den korrekt , siger professor fra Stanford University, Jon Krosnick, ifølge nyhedsbureauet AP.
I NASA mener man nu at have ryggen fri, selv om den over 16.000 sider lange rapport næppe bliver nogen læsermagnet.
- Det er svært for mig at se nogen data her, som offentligheden ville interessere sig for eller burde interessere sig for. Vi blev bedt om at fremlægge dataene, det sagde jeg vi ville gøre, og det har vi gjort, siger NASA Administrator Michael Griffin og afviser at nytårsaften - den langsommeste nyhedsdag på året - var bevidst valgt.
Men kritikken fra blandt andre politikere hagler ned over NASA, der anklages for at kaste røgslør ud over rapporten.
- Den er nu tre år gammel, den er blevet dumpet, er uanalyseret og skrabet for meget af den brugbare information, siger demokraten fra North Carolina, Brad Miller til New York Times.