NASAs nye fund af en bakterie, der kan leve i arsenik, kan få massiv betydning for, om man fremover vil finde nyt liv både på Jorden og i rummet.
Det slog NASA-forskerne fast på et pressemøde torsdag aften, dansk tid.
Forskerne har fundet en bakterie, der kan leve og vokse i arsenik, hvilket aldrig er set før.
Det åbner op for muligheden for, at organismer kan leve andre steder i universet og også på Jorden.
Altså steder, hvor man ikke tidligere har ledt, fordi man ikke har forestillet sig, at organismerne kunne leve under sådanne forhold.
Fundet vil betyde, at man skal udvide hvad "liv" kan være, og hvor det kan findes, lød det fra forskerne.
"Dette fund handler om, at den måde, vi troede liv kunne leve på, ikke er, som vi troede," sagde forskeren Felisa Wolfe-Simon fra rumagenturet NASA ifølge New York Times.