Narkotikahandel er en kæmpe forretning. Det blev endnu en gang bevist mandag, hvor afghanske soldater med støtte fra udenlandske tropper beslaglagde et kæmpe parti ulovlige stoffer i den sydlige Helmand-provins.
Ifølge Reuters opdagede man tre laboratorier, der var under mistanke for at producere narkotika til at finansiere Taleban-bevægelsens oprør.
Blandt de beslaglagte stoffer var 100 kilogram heroin, 6870 liter morfin og 80 kilogram opium. Det oplyser den internationale styrker ISAF til nyhedsbureauet.
Stofferne kunne angiveligt indbringe omkring to milliarder kroner på det sorte marked i resten af verdenen.
Taleban bruger pengene til at købe våben og ammunition til kampen mod de internationale styrker.
Fangsten er en af de største beslaglæggelser af narko i Afghanistan siden invasionen af Afghanistan for 10 år siden.
Kilde: Reuters