En 34-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet for at have kørt en 56-årig kvinde ihjel, mens han var narkopåvirket.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.
Ulykken skete den 14. juli i Mou, der ligger øst for Aalborg, omkring klokken 14, da to biler kørte sammen.
Den 56-årige kvinde var i den ene bil, mens den 34-årige mand med to børn var i den anden.
TV2 Nord var til stede ved grundlovsforhøret ved Retten i Aalborg. Her kom det frem, at bilinspektørens undersøgelser konkluderede, at mandens bil var kommet over i den modsatte vejbane inden kollisionen.
En blodprøve viste herefter, at der var spor efter kokain i mandens blod.
Den 34-årige nægter sig skyldig, men han erkendte, at han havde været til fest natten inden, hvor han havde indtaget kokain. Han mener selv, at han var frisk nok til at køre bil dagen efter, skriver TV2 Nord.
Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Sigtelsen hedder uagtsomt manddrab.
Det er uvist, hvorfor manden først er blevet fremstillet i et grundlovsforhør torsdag, når ulykken skete den 14. juli.
/ritzau/