Mange narkomaner føler sig opgivet af behandlersystemet og parkeret på metadon.
Det viser en undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter For Velfærd. Undersøgelsen viser også, at langt størstedelen efterspørger mere kontakt med behandlingssystemet - og nogle ligefrem efterlyser hjælp til at blive stoffri.
"Det er overraskende, at så stor en gruppe ikke får den hjælp, de efterspørger. Vores undersøgelse viser med al tydelighed, at en stor del af misbrugerne ikke ønsker at blive ladt i fred," siger forsker ved SFI, Ditte Andersen til Kristeligt Dagblad.
Undersøgelsen er baseret på 200 journaler og interview med 30 heroinmisbrugere i København.
Og gennemgangen viser blandt andet, at 84 procent af misbrugerne ikke har talt med en behandler inden for det seneste halve år, og at 38 procent ikke har modtaget anden behandling end udlevering af metadon.
"Undersøgelsen er en øjenåbner, fordi den viser os, at vi måske overser en gruppe misbrugere, der trods et livslangt misbrug og flere mislykkede behandlingsforsøg alligevel kan være motiverede for at blive stoffri," siger embedslæge i København Peter Ege til avisen.