Af Laurits Nansen, lana@avisen.dk
Hver måned havde han cirka 3.000 kroner til rådighed fra sin førtidspension. Næsten hver gang blev han presset til at give dem væk.
Sådan var hverdagen for Lisbeth Jørgensens psykisk syge søn, da han boede på bocentret Hedelund for seks år siden.
Franarret sin pension
Til sidst måtte hun flytte sin søn til et andet bocenter.
»Der var et kæmpe problem med stoffer på Hedelund, som de ikke kunne styre. Min søn blev franarret næsten alle sine pensionspenge af en misbruger. Misbrugeren manipulerede med min søn og sagde, at han skulle give ham pengene. Min søn var ikke stærk nok til at sige nej. Og personalet sagde, at de ikke kunne blande sig, når min søn forærede sine penge væk. Men da politiet endelig fik fat på misbrugeren, fandt de flere tusind kroner af mine søns penge,« fortæller Lisbeth Jørgensen.
Ikke taget alvorligt
I årevis har hun som mor til en psykisk syg og som repræsentant for foreningen Sind advaret embedsmænd og politikere i Københavns Kommune om alvorlige problemer på bocentrene.
»Men det er ikke blevet taget alvoligt. Problemet er, at psykisk syge har brug for trygge og rolige omgivelser. Det får de ikke, når de bor med misbrugere, der giver larm og uro, og når politiet kommer rendende ustandseligt,« siger hun.