Markedet for ulovlige stoffer herhjemme er utrolig attraktivt, fordi de unge har penge på lommen og nerverne til at kaste sig ud i forsøget med stoffer som ecstasy, kokain og amfetamin.
Derfor er også sydamerikanske narkokarteller på vej til at sætte sig på det danske marked, fortæller politiet
"Vi ved, at de sydamerikanske narkobaroner ser hele Nordeuropa som et attraktivt og købedygtigt marked. Vi er nødt til i et endnu mere øget omfang at indgå i internationale efterforskninger for at komme efter de store kanoner," siger Kim Kliver, der er chef for Politiets Nationale Efterforsknings-center (NEC), til 24timer.
Udviklingen understreges af et usædvanligt store antal stoffer, som myndighederne har beslaglagt siden nytår, og Karen Hækkerup, socialdemokraternes retsordfører, vil nu have kommunerne til at tage affære.
"Politiet er bedst til at finde stofferne, udskrive bøderne og få folk sat i fængsel. Der, hvor jeg synes, der er brug en stærkere indsats, er på det forebyggende område," siger hun.
"Hver eneste kommune skal gennemtænke deres tilbud. De skal undervise om skadelige virkninger, oplyse forældre og få dem til at tale med deres børn og give børn tilbud, så de ikke bare sidder på havnen og æder piller," siger socialdemokraten til 24timer.