To mænd har i flere uger siddet fængslet i en hidtil hemmeligholdt sag om flere kilo narkotika, der var gravet ned i en mark ved Haderslev. Både Rigspolitiets rejsehold og kriminalpolitiet i Haderslev efterforsker sagen, skriver avisen Dato.
Under en vandretur ved Sandersvig i Haderslev 10. september fandt et par en pose med noget pulver, og da politiet efterfølgende testede stoffet, viste det sig at være 100 gram heroin. Stedet blev herefter undersøgt, og et par spande med fire kilo speed blev gravet op.
Stedet blev sat under video-overvågning, og 4. oktober rodede to mænd ved stedet. Den ene blev genkendt som en 45-årig søn af markens ejer, og han blev anholdt. Et par uger efter blev en 47-årig indehaver af et lokalt håndværkerfirma også anholdt. Begge nægter at kende til narkoen i markskellet.
Onsdag forlængede dommer Frida Liebach fængslingen af de to mænd. Den ene skal afhøres igen på mandag, fordi advokat Torben Bagge ikke nåede retsmødet i dag. Han sad fast i trafikken ved den lukkede Storebæltsbro.