Med et snuptag rykkede Napoli torsdag aften op på siden af Lazio på andenpladsen i den italienske Serie A.
Det skyldes, at klubben alligevel ikke skal have fratrukket to point som følge af en matchfixingsag.
Napoli blev ellers i december idømt en pointstraf af det italienske fodboldforbunds disciplinærudvalg, fordi klubbens tidligere målmand Matteo Gianello tilstod at have forsøgt at fuske med resultatet af en kamp mod Sampdoria tilbage i maj 2010.
Men syditalienere appellerede straffen, og nu har det italienske fodboldforbund givet klubben medhold i, at dem må beholde sine point.
Samtidig er karantænerne til Paolo Cannavaro og Gianluca Grava ophævet. De blev begge idømt seks måneders karantæne for ikke at have afsløret forsøget på matchfixing, selv om de kendte til det.
Det betyder, at begge kan være med på søndag, hvor holdet møder Fiorentina i Serie A.
/ritzau/