Noget tyder på, at fodboldklubben Napoli har fundet storformen efter en træg begyndelse på sæsonen.
Søndag aften uddelte klubben bøllebank til Lazio, der blev sendt hjem til Rom med en 0-5-øretæve.
Det er Napolis første sejr i denne sæson i den italienske Serie A. Holdet er nummer 11 med fem point for fire kampe. Lazio har seks point og er nummer ti.
Torsdag aften vandt Napoli 5-0 hjemme over belgiske Club Brugge i Europa League-gruppespillet. Her er danske FC Midtjylland og polske Legia Warszawa de øvrige modstandere.
Argentineren Gonzalo Higuain scorede to gange i sejren over Lazio. De øvrige mål blev scoret af Marques Loureiro Allan, Lorenzo Insigne og Manolo Gabbiadini.
/ritzau/