Det er nok de færreste rengøringsarbejdere i New York, der kører på arbejde i en sort Cadillac med chauffør. På den anden side er det nok også de færreste rengøringsarbejdere i New York, der tilhører den absolutte elite af topmodeller. Men det gør Naomi Campell, og hun skal den kommende uge aftjene samfundstjeneste ved New Yorks kommunale rengøring, skriver den engelske avis The Sun.
Iført 15 centimeter høje Christian Louboutin stiletstøvler til 6.500 kroner, en Chanel-hat til 2.700 kroner og et Chanel-ur til 21.800 kroner var Naomi Campell mandag morgen lokal tid klar til at gøre rent. For en sikkerhedsskyld havde hun dog et par store militærstøvler med over skulderen.
Naomi Campell, der flere gange er blevet anklaget for vold mod tidligere ansatte men først dømt nu, blev ledsaget ind i bygningen af en betjent, der skulle forhindre nysgerrige fotografer i at komme for tæt. Hendes opgave var at samle tabt affald op i de garager, hvor byens skraldevogne holder, fortæller en anonym kilde til avisen.