Hvis du virkelig skal blive syg, så bliv det om morgenen eller om eftermiddagen. I hvert fald hvis du bor i området omkring Nakskov på Lolland.
Bliver du indlagt på byens sygehus om natten, er der nemlig en hel del ringere service i vente:
»Som det er nu, kan du for eksempel ikke få taget et røntgenbillede efter klokken 22 på sygehuset, fordi man vil spare personale. Der er også problemer med blodprøverne, og det giver en falsk tryghed for borgerne,« siger Bue Juvik, der som formand for Yngre Læger i Region Sjælland har modtaget flere henvendelser fra unge læger på hospitalet, der klager over de dårlige forhold.
Han mener, at de manglende muligheder for at behandle risikerer at skade patienterne:
»Hvis en læge ikke kan få lov at tage et hurtigt røntgenbillede, er der jo stor fare for, at han eller hun stiller en fejlagtig diagnose,« siger han og foreslår, at man helt nedlægger sygehuset for at komme den falske tryghed til livs.
I ledelsen af Storstrøms Sygehuse bekræfter sygehusdirektør Jens Peter Steensen, at der ikke er mulighed for at få taget et røntgenbillede i nattetimerne. Men det ser han intet problem i:
»Vi har tre års erfaring med at drive sygehuset, og vi kan se, at der ikke har været behov for røntgenbehandling om natten. Og jeg synes, at lægerne gør et fremragende stykke arbejde,« siger han og forklarer, at beslutningen er en faglig prioritering.
»Det er ikke muligt at tilbyde alle funktioner alle steder hele døgnet. Men vi prøver at sammensætte det på den bedst mulige måde i forhold til patienterne,« siger han.
Ifølge Jens Peter Steensen sker det cirka en gang om måneden, at patienter på Nakskov Sygehus om natten får akut behov for røntgenbilleder. De bliver i så fald kørt til Nykøbing Falster.
Men de manglende muligheder for at tage røntgenbilleder betyder, at der bliver taget færre billeder end ellers, mener Bue Juvik.
»Patienterne kommer jo ikke ind på hospitalet med et skilt i panden, hvor der står, at de har en sammenklappet lunge. Det finder man kun ud af ved at tage røntgenbillederne,« siger han.