Danskerne tager gerne et afbræk fra familiehyggen mellem jul og nytår for at se badminton. I hvertfald er der ingen problemer med at sælge billetter til finalerne i badmintonturneringen Copenhagen Masters 29. december. Danmarks Badminton Forbund (DBF) oplyser, at der er næsten udsolgt.
Også salget til de indledende kampe går strygende, og det, mener DBF’s formand, kan man takke de internationale stjerner for.
»Igen i år er vi stolte af at kunne præsentere en række danske og internationale topspillere, som, jeg er sikker på, hver især vil være med til at give os alle en ganske særlig badmintonoplevelse som afslutning på året,« siger DBF’s formand Hans Henrik Fløe.
Peter Gade, der er forsvarende mester i herresingle, åbner turneringen onsdag den 27. december mod indoneseren Simon Santoso, mens Jonas Rasmussen og Lars Paaske indleder torsdagens program mod de asiatiske mestre Choong Tan Fook og Lee Wan Wah.
Single-verdensmesteren Lin Dan har dog meldt afbud, men til gengæld kommer verdensmestrene i både herredouble og mixeddouble, fire herresingler fra verdensrangslistens top 10 og en hel stribe medaljetagere fra både VM og EM.