Næsten hver fjerde kvindelige byrådsmedlem har oplevet sexisme og krænkelser fra deres politiske kolleger.
Det skriver Berlingske onsdag på baggrund af en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt alle landets byrådsmedlemmer.
Helt konkret har 75 af 312 kvindelige respondenter svarer ja til, at de har oplevet "verbale krænkelser eller kommentarer, de opfatter som sexistiske".
39 kvinder af de 312 respondenter har oplevet sexistiske kommentarer det seneste halvandet år. Det svarer til lidt over 12 procent.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på, at flere kvindelige politikere nylig stod frem og fortalte, at de er blevet udsat for sexisme.
Resultaterne fra undersøgelsen er ifølge Karen Sjørup, kønsforsker ved Roskilde Universitet, uhyggelige.
- Det er rigtig mange. Det er uhyggeligt, at det sker så meget i kommunerne.
- Men kommunalbestyrelserne er meget mandsdominerede, og kulturen har fået lov at overleve fra tidligere tider, siger Karen Sjørup til Berlingske.
Minister for ligestilling, Karen Ellemann (V) er meget overrasket over sexismens udbredelse og mener, at den kan udgøre et problem for demokratiet.
- Som ligestillingsminister er jeg enormt vred over, at tallene er så høje.
- Dels fordi det grundlæggende er uacceptabelt, men jeg er også bekymret for, at det måske afholder nogen fra at melde sig under de politiske faner, siger hun til Berlingske.
Karen Ellemann vil nu have sat disse problemer højt på dagsordenen.
- Vi er nødt til at tage de her diskussioner. Der er kommunalvalg i efteråret, og så bliver der sammensat nye byråd. Der skal det politiske miljø være mere trygt, siger hun til Berlingske.
/ritzau/