Teenagemødre, unge med vidt forskellig baggrund og toppolitikere har alle meldt sig under fanerne på Facebook-hjemmesiden Folk, der går med kniv er idioter .
Næsten 55.000 er nu med i gruppen, der er oprettet som en protest mod den knivvold, som i den seneste tid er skyllet ind over Danmark, og som i weekenden kulminerede med drabet på en 19 år gammel dreng, Anton, på Strøget i København.
Indlæggene på hjemmesiden er præget af sorg, frustration, vrede og afmagt. Men nye initiativer opstår også i forummet.
Blandt andet foreslår én et fakkeltog for forbud mod knive på lørdag fra Rådhuspladsen i København til Christiansborg. Ambitionen er at samle 20.000 mennesker.
Andre griber til en underskriftsindsamling på nettet. Indtil nu har mere end 5.000 skrevet under på, at knive bør forbydes.
Forbud er usikkert
Flere prominente profiler er oprettet på Facebook-siden. Både justitsminister Lene Espersen (K) og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, udtrykker deres foragt for weekendens drab på den unge mand, og opfordrer til politisk handlen.
Endnu tøver Lene Espersen med at indføre et knivforbud, da de knive, som bruges til overfald, i forvejen er ulovlige i dag. Justitsministeren har tidligere på ugen meldt ud, at hun vil kalde de andre partier til møde om emnet i denne uge.