Et enormt klasselokale på hjul står parat til 3.g’erne fra Høje Taastrup Gymnasiums psykologihold. Mens eleverne sætter sig til rette ved langbordet i PsykiatriFondens bus, rigger bussens to lærere, Hallur Thorsteinsson og Louise Petersen, den sidste PowerPoint-teknik til før dagens oplæg: Cuttere – unge, der skærer i sig selv.

Louise varmer eleverne op med et par spørgsmål om psykisk sygdom.

»Hvis man har det dårligt, vil man så helst ignoreres, eller vil man spørges til?«

Sig det til andre

De godt 20 elever er enige om, at man selvfølgelig helst vil spørges til.

»For man skal ikke gå med sit problem alene, men få det ud i verden,« siger en pige.

Dén pointe er helt central at få ud til de unge, som også skal lære ikke at være berøringsangste, når de møder folk med psykiske problemer. Hvad mange af dem allerede har gjort, da undersøgelser viser, at hver sjette pige og en af tyve drenge i de ældre klasser skader sig selv med for eksempel barberblade eller overdoser af piller.

»Er man psykisk syg, hvis man har selvmordstanker?« lyder et andet spørgsmål.

»Det kommer an på, om der lige er sket noget, som man er ked af. Hvis selvmordstankerne fylder meget, kan man godt være syg,« svarer en.

»Ja, for halvdelen af unge på jeres alder har oplevet at have en flygtig selvmordstanke. Men det betyder ikke, at halvdelen af jer er psykisk syge,« uddyber Louise.

Kunsten er at nå ud til de unge, som har det skidt. Mange med psykiske problemer trækker sig fra kontakt med andre, som Maria, der i en kortfilm fortæller om sit liv som snittepige .

Kniven som ven

»Jeg begyndte at skære mig, da jeg var 13 år. I den alder møder alle nye venner. Men ikke mig. Jeg havde fundet min ven: Kniven,« siger hun.

Det gyser i de unge. To piger sender indforståede blikke til hinanden, mens Maria beretter. Maria, som ikke kan finde et frit stykke hud, hvor hun kan skære sig. Derfor river hun de sår op, hun allerede har.

»Jeg har virkelig fået meget ud af det i dag,« siger den 18-årige elev Mai Schaarup, da bussens program er slut efter to timer.

»Jeg er selv tæt på en, som har anoreksi, og som skærer sig. For mig er det godt at vide, hvordan jeg kan hjælpe. At jeg skal spørge, hvad der er i vejen, i stedet for at spørge til sårene,« siger Mai.