En ny tilværelse venter sumatra-næsehornet Andalas. Efter tre år i Los Angeles Zoo har Andalas begivet sig ud på en historisk rejse til Indonesien, hvor han ankommer tirsdag. Fra Jakarta vil Andalas blive transporteret videre til en naturpark i Sumatra, hvor han i fremtiden skal slå sine folder, skriver Los Angeles Zoo på sin hjemmeside.
Andalas blev født i Cincinnati Zoo i 2001 og er det første sumatra-næsehorn, som er født i fangeskab i over 100. Med kun 300 eksemplarer tilbage i den frie natur er sumatra-næsehornet verdens mest truede næsehornart, og Andalas ’hjemsendelse’ sker i et forsøg på at forhindre, at arten uddør. Med på turen til Indonesien får Andalas følgeskab af de to hun-sumatra-næsehorn Rosa og Ratu.
Ud over at være verdens mest sjældne næsehorn udmærker sumatra-næsehornet sig også ved at være verdens mindste og mest behårede næsehorn.
I løbet at de sidste to årtier er bestanden faldet med 70 procent hovedsageligt på grund af krybskytteri. Hornene bruges i traditionel asiatisk medicin.