Miltbrand? Eller måske en farlig kemisk substans?
Panikken spredte sig mandag på den canadiske ambassade i Paris, da en ansat fik næseblod efter at have åbnet et brev til ambassaden. Brevet indeholdt ifølge AP blandt andet en fugtig serviet, og ambassaden tilkaldte derfor straks politi og redningsfolk.
Politiet dukkede op i beskyttelsesdragter og gasmasker og afspærrede ambassadens gade, der ligger lige ud til den fashionable hovedgade Champs-Elysées.
Men efter at have snakket med den næseblødende medarbejder viste det sig, at personen havde været syg i et stykke tid og ofte fik næseblod. Analyser af brevet viste, at der ikke var hverken kemiske, biologiske eller radioaktive stoffer på den ufarlige serviet.
Den canadiske ambassade er nu genåbnet, og panikken har angiveligt lagt sig igen.