For få uger siden kunne man læse, hvordan Caroline Fleming havde nægtet at godkende regnskabet for selskabet Valdemar Slot Gods A/S, som hun og hendes søster Louise Iuel Albinus ejer i fællesskab. Det er søsteren, der sammen med sin mand, Nikolaj Albinus, har stået for den daglige drift af selskabet de seneste år.
Dengang lå der en truende tvangsopløsning af søstrenes selskab, hvis regnskabet ikke blev godkendt. Nu skiver flere medier, at Valdemar Slot Gods A/S er blevet sendt til tvangsopløsning.
Nikolaj Albinus havde ellers udtrykt håb om, at familien kunne nå til enighed om regnskabet, så en tvangsopløsning ikke ville blive aktuel.
- Vi er selvfølgelig kede af den her situation, men jeg føler mig overbevist om, at det er noget, vi skal - og kan - løse internt i familien, udtalte Nikolaj Albinus til Berlingske i forbindelse med, at avisen skrev om den manglende godkendelse af regnskabet.
Nu hvor selskabet er sendt til tvangsopløsning, vakler jorden under Caroline Fleming og hendes søsters selskab. Hvis de to ikke finder et fælles fodslag, kan næste skridt kan meget vel blive en konkurs.
Ved en tvangsopløsning af et selskab, bliver direktøren og bestyrelsen afsat til fordel for en likvidator. Han eller hun skal sørge for at bringe orden i selskabet. Hvis de to søstre ikke kan enes om at godkende et regnskab snart, kan en konkurs være lige om hjørnet. Det skriver Berlingske, der har talt med konkursadvokaten Pernille Bigaard i forbindelse med sagen.
En konkurs kan betyde, at Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus kan blive tvunget til at sælge slottet. Valdemar Slot har været i familiens eje siden 1678.
Hverken Caroline Fleming eller hendes søster har udtalt sig, siden tvangsopløsningen af deres selskab blev officiel.