Finalen i US Open bliver et opgør mellem toptennisspillerne Rafael Nadal og Novak Djokovic.
Det står klart, efter at spanieren uden større besvær nedkæmpede sin franske semifinale-modstander, Richard Gasquet, i tre sæt med cifrene 6-4, 7-6, 6-2.
Dermed bliver finalen en kamp mellem den førsteseedede og andenseedede i årets sidste grand slam-turnering.
I sin semifinale havde verdensetteren Djokovic noget større besvær med at komme forbi Stanislas Wawrinka fra Schweiz. Spillerne måtte ud i fem sæt, før serberen endelig kunne tage sejren.
Nadal, der vandt US Open i 2010, blev for første gang i turneringen brudt i sin serv i kampen mod Gasquet. Forinden havde han holdt serv 73 partier i streg - siden semifinalen i ATP-turneringen Cincinnati Masters i sidste måned.
/ritzau/AFP