Nummer ét på verdensranglisten i tennis for herrer, Rafael Nadal, er stærkt utilfreds med nye og intensiverede regler for dopingkontrol.
Ifølge de nye regler skal spillerne oplyse om deres aktiviteter og opholdssteder mindst en time om dagen, syv dage om ugen, og det får Nadal til at fare i flint.
"De får dig til at føle som en kriminel. End ikke min mor ved, hvor jeg er hver eneste dag," siger spanieren ifølge BBC.
Han tilføjer, at tennis gerne skal være en beundringsværdig sport, men at disse vilkår er for høj en pris at betale.
Det er organisationen World Anti-Doping Agency, der står bag det nye initiativ, der har til hensigt at gøre livet surt for snydere, men som altså heller ikke vækker udelt jubel hos rene atleter.
Den skotske topspiller Andy Murray bakker Rafael Nadal op i sagen.