Der blev spillet tennis, som skulle det aldrig få en ende mandag i Wimbledon.
Her bragede Rafael Nadal og Gilles Müller sammen i ottendedelsfinalen, der udviklede sig til en maratondyst i femte sæt.
16.-seedede Müller fra Luxembourg endte med sejre i det afgørende sæt med de vilde cifre 15-13, og dermed blev andenseedede Nadal ekspederet ud af turneringen på fire timer og 48 minutter.
For kort tid siden vandt spanieren French Open for tiende gang i karrieren, og Nadal viste også storhed i nederlagets stund.
- Det var ikke min bedste kamp mod en modstander, der var ukomfortabel for mig. Flot klaret af ham. Han spillede fantastisk, specielt i femte sæt, men jeg kæmpede til sidste bold, siger 31-årige Nadal ifølge AFP.
Gilles Müller bookede med sejrscifrene 6-3, 6-4, 3-6, 4-6, 15-13 sin første kvartfinale i Wimbledon, som Rafael Nadal har vundet i 2008 og 2010.
Han hentede samtidig sin anden sejr over den spanske superstjerne i karrieren.
Første reaktion fra 34-årige Müller var da også til at tage at føle på.
- Træt, lød det blot fra vinderen efter et femte sæt, der varede 95 minutter.
- Det var en lang kamp. Jeg gjorde det godt i de to første sæt, så hævede Rafa (Nadal, red.) niveauet, og til sidst var det bare et stort slag.
- Jeg havde matchbolde, som jeg ikke udnyttede, så det blev hårdt.
- Til sidst følte jeg, at det snart ville være forbi. Jeg tænkte, bare giv det et skud på 100 procent, og det var fantastisk at vinde kampen.
- Jeg har ikke rigtig forstået, hvad der lige er sket. Det er en fantastisk følelse. Jeg er bare glad for, at det er ovre, og at jeg er i kvartfinalen, siger Gilles Müller.
Her møder han Marin Cilic i sin første kvartfinale i Wimbledon.
/ritzau/