Verden står endnu, alt er som det plejer, bare rolig. Rafael Nadal er stadig kongen af Roland Garros.
For heller ikke semifinalemødet med opkomlingen fra Serbien, Novak Djokovic, fik spanierens trone til at vakle, og 22-årige Nadal er dermed i sin fjerde French Open-finale i træk.
Men det blev tæt – efter Nadals overlegne målestok vel at mærke.
Med sætcifrene 6-4, 6-2, 7-6 måtte Nadal afgive langt flere partier end i nogen anden kamp i turneringen, og han kunne endda have afgivet et sæt, hvis ikke han havde skruet bissen på i tiebreaken i tredie sæt.
Fire på stribe
Men gruskongen var stadig overlegen og brød allerede sin udfordrer i hans tredie serveparti. Nadal er nu blot finalekampen fra at blive den første firedobbelte vinder siden Björn Borg i 1981.
Der var store forventninger til den 21-årige Novak Djokovic, som ud over at vinde Australien Open har vist sig som en grusspiller af høj klasse i turneringerne op til French Open. Og en sejr i dag over Nadal, så havde serberen snuppet Nadals andenplads på verdensranglisten.
Men der er altså stadig et stort spring fra Nadal og Federer og ned til forfølgerne, erkender Novak Djokovic.
»Han viste igen, at han er meget stærk mentalt. Han er den bedste defensiv-spiller i verden og spiller hver bold, som var det en match-bold. Den bedste spiller vandt i dag,« siger Djokovic.
I finalen søndag venter ikke overraskende verdensetteren Roger Federer, der besejrede den lokale yndling, useedede Gael Monfils. Hos kvinderne spillede Ana Ivanovic, der ekspederede Caroline Wozniacki ud, sig i finalen, hvor hun møder 13.seedede Dinara Safina. Samtidig overtager Ivanovic for første gang førstepladsen på verdensranglisten på grund af Maria Sharapovas tidlige exit.