Rafael Nadal kom hurtigt ned på jorden igen, efter at den spanske verdensetter i weekenden vandt French Open.
Storfavoritten var torsdag i Halle oppe imod nummer 85 på verdensranglisten i form af tyske Dustin Brown, og det endte med en overlegen tysk sejr.
På under en time lykkedes det den næsten to meter høje tyske at vinde kampen mod Nadal, der blev slået 4-6 og 1-6.
Dustin Brown servede stærkt og lavede hele 11 esser. Nadal var til gengæld skidt servende - specielt havde den tyske modstander godt styr på spanierens andenserv.
I forhold til weekendens triumf i Paris, så blev torsdagens opgør spillet på græs, mens French Open foregik på Rafael Nadals favoritunderlag grus.
Nadal stod over i første runde i Halle, hvilket betyder, at Dustin Brown, som slog russiske Andrey Kuznetsov i sin første kamp, nu er videre til kvartfinalen.
/ritzau/