Uge efter uge har to gode venner og naboer i Sønderjylland spillet Lotto, og lagt de sædvanligvis små gevinster i en cigarkasse.
Men der bliver brug for en langt større opbevaringsboks, efter de to forleden vandt mere end en million kroner.
– Jeg læste, at der var en, der havde vundet mange penge nede i Føtex, og så slog det mig, at det var der, jeg havde købt kuponen, fortæller manden, som efterfølgende loggede ind på Danske Spil for at tjekke sin og naboens kupon.
– Og så var det rigtigt nok. Vi havde vundet en million og 70 kroner, fortæller manden, som næsten ikke kunne tro på det. Det kunne naboen heller ikke:
– Han blev også ved med at sige, prøv nu at kigge på den igen. Kan det nu være rigtigt? Men det var det, siger manden om sin vinder-kupon
– Vi har da været ude at spise sammen og fejre det lidt. Men ellers så fortsætter vi stille og roligt med at spille Lotto,” fortæller manden.
– Både jeg og min kone er pensionerede, og så har man jo ikke det store at svirre rundt med. Næh, vi vil bare nyde de penge og have det lidt godt. Og så vil vi også forære lidt til børn og børnebørn.
– Det er en dejlig fornemmelse! Det er det virkelig. Det er noget, der varmer, kan jeg godt love dig, så det betyder meget for os, at vi nu kan give noget videre, siger han.