På badeværelset blev ydervæggen banket ud af huset, da eksplosionen skete. De to toiletter står nu i det fri, og en afsveden toiletrulle ligger på en hylde foran toiletspejlet.
Det tidligere hus på Lystruplund sprang i luften lidt over midnat. Heldigvis var familien med to børn flyttet væk, så ingen kom til skade, men naboerne måtte flygte fra eksplosionen.
- Jeg så et flammehav komme ud af døren, og der stod ild op af taget. Vi når bare at tænke, at nu skal vi væk. Vi gik ud gennem baghaven, fortæller naboen, Bruno Nielsen, som bor 15 meter fra det eksploderede hus.
Bruno Nielsen skyndte sig at hjælpe genboerne, som har fire børn med at flygte fra ilden. Ingen vidste, om eksplosionsbranden ville sprede sig til andre huse, der ligger tæt på.
- Det var forfærdeligt, simpelthen forfærdeligt, siger han træt.
Det lykkedes hurtigt brandfolkene at få slukket ilden, før den bredte sig til nabohusene. Nabobygningerne er stadig hele og uskadte, selvom de er mindre end to meter fra det eksploderede hus.
Politiets teknikere har her til formiddag undersøgt brandstedet, men ved endnu ikke, hvordan branden kunne opstå. Naboerne er rystede over eksplosionen og kan kun gisne om, hvad der er sket.
- Er det en hævnakt? Er det terrorister? Jeg er rystet. Det er grimt, når det sker så tæt på, fortæller naboen i huset overfor, Jørgen Ib Ørnholst.