Søndag eftermiddag var alt andet end fredelig på en vej ved Nykøbing Mors. Her måtte politiet rykke ud, efter en 53-årig mand formodentlig slog en 61-årig mand flere gange med en økse i forbindelse med et naboskænderi.
Det skriver BT efter der mandag eftermiddag har været afholdt grundlovsforhør i sagen.
Her blev den 53-årige i første omgang varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for drabsforsøg.
De to mænd har tidligere haft nabostridigheder. Denne gang endte det efter politiets opfattelse med, at den 53-årige slog den 61-årige flere gange i hovedet med en økse.
Den 61-årige kæmper for sit liv på hospitalet, hvor han er i kritisk tilstand. Da politiet kom frem, havde han flere flænger i hovedet.
Under grundlovsforhøret kom det frem, at han også har fået hjerneblødning, kraniebrud og hjerneskade.
Den 53-årige nægter sig skyldig i drabsforsøg, men indrømmede i retten, at der var tale om grov vold.
Politiet skal nu efterforske, hvad der gik forud for økseoverfaldet.