»Poul, du arbejder for ordentlige forhold for lønmodtagerne og world wide , ik ? Og du var statsminister i Danmark, ik ?«
Den lille fagforeningsformand så spørgende på mig den tidlige morgen i Washington, og jeg huskede pludselig tilbage på et øjeblik i København for et par år siden.
Dengang havde vi også mindet den store og oprindeligt danske multinationale servicevirksomhed Group 4 Securicor om, at bare fordi man er uden for Danmarks grænser, kan man ikke udnytte folk groft og te sig, som man vil. Ledelsen sagde dengang, at den lyttede. Men det gjorde den åbenbart ikke alligevel.
Bush-æraen klinger ud
Min amerikanske tillidsrepræsentants historie var ikke til at tage fejl af. Massiv udnyttelse og grov underbetaling af arbejdskraften i USA, sortlistning af faglige tillidsfolk, krænkelse af grundlæggende rettigheder. Der var ikke noget at være stolt af som dansker. Sådan ville de ikke drømme om at behandle falckreddere eller sikkerhedsfolk herhjemme.
Jeg nikkede, da han oplyste, at det nye politiske flertal af demokrater i USA s Kongres og Senat heller ikke ville finde sig i det. Også for Group 4 Securicor er Bush-æraen ved at klinge ud. Nu står virksomheden for at miste store kontrakter i USA s sikkerhed- og servicetjenester.
Alt kommer for en dag
Der sker noget i verden nu – alt kommer for en dag. Jorden synes pludselig flad, for vi kan se langt og se det hele nu. Group 4 Securicor kan heller ikke skjule deres grove udnyttelse af arbejdskraften i Afrika, selv om det geografisk ligger længere væk.
Under mit besøg med fagforeningerne i USA aftalte vi at holde tæt kontakt med ugentlige rapporteringer om virksomhedens gøren og laden. Jeg vil orientere dansk fagbevægelse herom – og forresten: Skulle vi ikke gang med at brande Danmark ude omkring?
Et godt råd til Group 4 Securior: Se at få rettet ind og respekter ordentlige forhold for jeres medarbejdere, så der igen står respekt om jeres danske rødder.
Det betaler sig forresten også, skal jeg hilse at sige – fra andre gode danske virksomheder i USA, Indien og Afrika.