’Friendly fire’ er betegnelsen for, at soldater fra samme hær rammer hinanden under kamp. Begrebet kaldes også ’blue on blue’ eller ’blå på blå’, fordi venligtsindede tropper under øvelser markeres som blå, mens fjender er røde.
I Golfkrigen blev 35 af de dræbte soldater skudt af egne tropper (23 procent af de samlede tab).
I Vietnam var tallet 14 procent (8.000 soldater), og i Anden Verdenskrig blev 16 procent (21.000 soldater) dræbt af deres egne.
Der er ikke lavet lignende undersøgelser af friendly fire-episoder i krigene i Irak og Afghanistan. Tallet lader dog til at være lavere end i tidligere konflikter.
Kilde: Pentagon